Tid | Øvelse | Fokuspunkt | Antal | Differentiering |
---|---|---|---|---|
1
10-15 min. |
Halefanger
Video |
|
8-32 |
|
2
10-20 min. |
2v2 Sprinte i pres
Video |
|
8-12 |
|
3
15-25 min. |
3v3 pasning over midten
Video |
|
6-16 |
|
4
15-25 min. |
3v3 erobringsspil med midterlinje
Video |
|
6-16 |
|
5
10 min. |
Fød en bjørn
Video |
|
3-33 |
|
Spillerne skal alle have en overtræksvest el.lign. siddende i deres shorts/bukser som en hale. På trænerens signal skal man forsøge at stjæle de andres haler. Spillerne skal hele tiden flytte sig og orientere sig over skulderen for at beskytte deres hale. Man må kun stjæle én hale ad gangen. Spillerne har "helle", når de sætter en ny hale i shortsene.
Tilpas banens størrelse til antallet af spillere, så man er i aktion det meste af tiden, men også kan få korte pauser.
–/+ Større/mindre bane
– Hver enkelt må kun fange haler i en bestemt farve
Spillerne inddeles i to hold, der spiller mod hinanden. Første duel sættes i gang som en fremlægning fra rød keeper til de to forreste røde markspillere (ved holdets egne stolper), og der spilles nu, til bolden er ude, eller der er scoret (uanset hvilken spiller der har bolden). De blå forsvarere, der står forrest, må først løbe i pres, efter at bolden er spillet af keeperen. Der kan indsættes en midterlinje, som det giver en scoring at krydse, sådan at det angribende hold kan score 2 mål pr. runde, nemlig ved at kommer over midten, og ved at score i modstandernes mål. Næste tur går til det hold, der vandt den foregående duel. Man kan spille bedst af 3/5 sæt til fx 5 mål. Der spilles på 8-mandsmål, så det bliver rigtig svært at forsvare sig tæt under eget mål.
De to forsvarende spiller skal forsøge at nå så langt frem i pres (sprinte i pres), at angriberne ikke kan komme over midten / komme til at afslutte. Derfor er det vigtigt at være parat og løbe, så snart bolden afleveres, og ikke først når den modtages. Som udgangspunkt er den forsvarer, der er nærmest boldholderen presspiller, mens den anden forsvarer er støttespiller og bør placere sig, så hun kan overtage presset, både hvis der afleveres, og hvis presspilleren bliver afdriblet af boldholderen. Hun bør derfor ikke mandsopdække boldholderens medspiller. Presspilleren kan ofte med fordel presse boldholderen ud i banen eller over til næstbedste fod.
Sæt spillet i gang, og når alle har forstået det, kan du råbe FRYS og spørge, hvad forsvarerne kan gøre, hvis angriberne får scoring ved at krydse midterlinjen, og du kan også spørge, hvem af de to spillere, der skal længst op i pres på boldholderen. Lad herefter spillet køre, og hjælp spillerne gennem individuel feedback uden at standse spillet: Husk at fokusere på presspilleren, ikke dem, der har bolden! Efter hvert sæt kan du skifte keeper, så der kommer nogle korte pauser.
–/+ Mindre/større mål
–/+ Spil uden/med midterlinje
Spillerne inddeles i 2 hold, og hvis der er tilpas mange spillere, underinddeles hver hold i mindre hold à 3-4 spillere, der dyster mod hinanden i intervaller à cirka 40 sekunder. Bolden må IKKE dribles over midten, men man må score fra hele banen. Brug 8-mandsmål. Når spillerne er fortrolige med spillet, kan de, der er ude, sætte i gang efter scoring, og når bolden er ude af spil, men til en start er det en fordel, at en træner spiller boldene ind (altid til holdets egen halvdel).
Da målet er stort, og banen er lille, skal det forsvarende hold dels holde så meget tryk på boldholder, at denne ikke bare kan sparke bolden op i det tomme mål, dels lukke ned for medspillerne, så det bliver svært for modstanderen at spille sig over midten. Det er normalt en ret stor fordel at spille uden keeper, så alle forsvarere er tættere på de angribende spillere. Når bolden afleveres, skal presspilleren sprinte i pres med det samme for at komme tæt på den nye boldholder, så denne får sværere ved at afslutte eller spille bolden frem over midten. Hvis man først løber, når bolden er modtaget af den nye boldholder, vil det ofte være svært at holde modstanderne fra chancer. Når presspilleren er tæt på boldholderen, kan hun med fordel forsøge at presse boldholderen ud i banen, så det bliver sværere at skabe en farlig chance, eller over til den næstbedste fod, så det bliver sværere at afslutte/aflevere godt.
Lad spillet køre i nogle minutter, og se, hvordan spillerne løser det. Råb herefter FRYS en enkelt gang, og spørg, hvad det er vigtigt, at de forsvarende spillere gør (presser frem over midten), hvem der er presspiller "lige nu", og hvad hun kan gøre for at gøre det svært for angriberen. Lad herefter spillet køre uden afbrydelse, men giv i stedet individuel feedback i de intervaller, hvor spillerne har "pause".
– Smallere bane
+ Udeholdet er endebande, så det angribende hold altid har nogen at spille bolden frem til (endebander må ikke score)
Spillerne inddeles i to hold, der fordeles i holdenes respektive 3 køer. Blåt hold sætter i gang fra den ende, hvor de skal score, med en pasning til en af de to spillere i egen ende. Ved igangsætning løber de 3 første fra hvert hold (inkl. igangsætteren) ind, og der spilles, indtil bolden er ude af spil, eller der er scoret. De røde (forsvarerne) må score i modstanderens ende i enhver situation, mens det blå hold, der starter med bolden, først må score (i modstandernes ende), når de er over midten. Hvis en blå spiller dribler bolden over midterlinjen, må hun desuden vende rundt og score i sit eget mål.
Det betyder, at de røde er nødt til at sprinte frem i pres, så de når at forstyrre de blå, før de kommer over midten, men samtidig skal de lukke pasningslinjen op til den spiller, der sætter i gang. Det er vigtigt at være parat ved igangsætning og sprinte i pres, så snart bolden afleveres, og ikke først når den modtages af boldholder. Presspilleren bør forsøge at presse boldholderen ud mod siden eller over til hendes næstbedste fod.
Du vil sikkert opleve, at mange spillere intuitivt starter med at dække målet / agere målmand. Bevidstgør dem om fordelen ved at deltage i presset: "kan du forhindre modstanderne i at komme over midten hernede fra?" - "hvad skal du så gøre i stedet for?". Husk i øvrigt at bytte ende undervejs, så begge hold når at starte med at angribe hhv. forsvare. Husk at holde fokus på de forsvarende spillere.
– Bredere bane
+ Spil 2v2 på 4 små mål
Brydeleg, hvor en spiller lægger sig på ryggen, en anden spiller lægger sig på tværs af den første spiller (mave mod mave), og en tredje spiller lægger sig på tværs af den midterste spiller, med hovedet den modsatte vej af den første spiller. Nu gælder det for den midterste spiller om at klemme sig ud, mens den nederste og øverste spiller holder om hinandens underben og klemmer sammen og forsøger at fastholde den midterste spiller. Efter hver tur bytter man position. Det er en fordel, hvis spillerne nogenlunde matches efter fysisk styrke. Dan nye trioer et par gange, så man møder flere af de andre.
–/+ Matchning efter fysisk styrke